Blushøjgård fejrer fødselsdag

flag

I dag d. 1/10 2021 er det den STORE FØDSELSDAG på Blushøjgård. Det er nemlig præcis et år siden, at Søren og Lilian overtog dette smukke og naturskønne sted. Meget er sket siden overtagelsen: 10 kursist-/ ferieboliger er gjort udlejningsklar, vi har haft 275 bookinger og holdt vores første retreat.

Der har været frieri på stranden – og det første bryllup er lagt i kalenderen. Blushøjgård har dannet ramme omkring to hyggelige ‘Familietræf’ og om en uge holdes den første navngivningsfest. Vi har lagt rum og hus til flere generalforsamlinger, til undervisning og haft turistforeningen forbi på cykeltursbesøg.

Vi har holdt flere Amma-arrangementer og om en god måneds tid afholdes det første Amma-retreat her. I vinter blæste to store betonkanoner beton ind til vores nye flotte gulv i fællesrummet – og ikke mindst, Blushøjgård er i gang med sit første rigtig store renoveringsprojekt: Nyt flot tag på bygningen ‘ Ved Æblelunden’, som rummer 6 hyggelige ferielejligheder. Og meget meget mere… Alt i alt et fantastisk og begivenhedsrigt første år.

Vi er spændt på hvad det kommende år vil bringe – vi er sikre på, det ikke går stille af sig – vi glæder os. Hip, Hip, Hurraaaa!